Borgere
Vi kommer alle et sted fra både sprogligt og kulturelt, og derfor er det vigtigt for os at møde dig i øjenhøjde. Vi tilrettelægger sammen et læringsforløb, der understøtter dine planer for dit fremtidige liv i Danmark.
Sådan lærer du dansk hos os
Vores tilgang til undervisningen er individuel læring, hvor vi sammen lægger den rette plan for dig. Du har som ny i Danmark ret til gratis danskundervisning og vil blive placeret på den danskuddannelse, som matcher dit niveau. På den måde sikrer vi, at du får det rette udbytte, så du kan realisere dit nye spor i livet.
Med undervisningen tilegner du dig en stor forståelse for både det danske sprog og den danske kultur, hvilket også betyder, at du får lettere ved at begå dig i samfundet og i sociale sammenhænge. Det høje funktionelle sprogniveau kommer dig til gode i hverdagen, blandt andet når du køber ind, afleverer børn i institution og taler med kommunen. Men det kommer dig også til gode i dit arbejdsliv, hvor du har nemmere ved at forstå kulturen og det sociale.
Det kan du forvente af undervisningen
Dit skema er fleksibelt, individuelt og inddelt i moduler, der matcher dine sprogfærdigheder og forudsætninger. Undervisningen er en god blanding af holdundervisning, onlineundervisning og fleksundervisning, hvor der arbejdes fælles, i grupper eller individuelt. For os er det vigtigt, at du ikke bare lærer sproget, men også modtager kulturel og samfundsmæssig læring.
Bruger du dansk i dit job?
Er det en forudsætning i dit job, at du kan begå dig godt på dansk, tilbyder vi forskellige muligheder for din arbejdsgiver. Udover retten til danskundervisning har vi nemlig to forløb for virksomheder, der retter sig mod internationale medarbejdere. Disse forløb tilbydes mod betaling.
Danskret
I Danmark har du som international nytilkommen borger ret til gratis danskundervisning, hvis du er fyldt 18 år. Retten gælder de første fem år, fra du første gang får tilbudt danskuddannelsen. Dit uddannelses- og sprogniveau bestemmer, hvilken danskuddannelse du skal på.
Derudover skal du være bopælsregistreret i en kommune og have opholdstilladelse eller fast, lovligt ophold i Danmark.
Hvis du ikke har bopæl, men arbejder i Danmark i henhold til EU-reglerne om ophævelse af indrejse- og opholdsbegrænsninger i forbindelse med arbejdskraftens frie bevægelighed, har du også mulighed for at gå til danskundervisning.
Prøver
Sprogcenter Nordvestjylland tilbyder både de tre danskprøver samt Indfødsretsprøven og Medborgerskabsprøven. Mens de to sidstnævnte giver adgang til statsborgerskab og permanent ophold, giver danskprøverne dig dokumentation for dine færdigheder inden for dansk.
Om Sprogcenter Nordvestjylland
Vi er et sprogcenter for nye internationale borgere i Holstebro, Struer og Lemvig kommuner, der i mere end 30 år har styrket landsdelens nytilkomne med sproglige og kulturelle kompetencer.